Stenlille Realskole - Årgang 1960

57 år efter

55 år efter

50 år efter

40 år efter

25 år efter

Gamle billeder

Hønsefødder...

Tre kys

Skolens historie

Tre kys...

Grethe Medegaard samler på kys. Hun har over tusind af dem, fortæller hun. Her deler hun tre af de sjældne og dyrebare med os andre.

Jeg havde længtes efter, at det skulle ske. Endelig en dag i februar, da vi gik i 2. mellem, skete det.

Han hed "Bossi" og havde sort krøllet hår. Han kunne spille på sprederen fra en gammel zinkvandkande, så det lød fuldstændig ligesom Louis Armstrong - i virkeligheden hed han bare Kurt, altså Bossi.

Under en vild jagt i det store spisefrikvarter - ad forbudte veje, var vi endt oppe på skolens loft. Jeg med ryggen mod væggen - han med ryggen mod de røde teglsten
Hans søgende hånd i mørket.
Det første kys
- min prins på den hvide hest - det var vidunderligt.

Fra den dag bestemte jeg mig til aldrig mere at gå med hjemmestrikket undertrøje.

Far og mor havde lovet at passe drengene, så vi sammen kunne tage med på en studietur til Venedig. Vi to helt alene.

Den første morgen på hotellet opdagede jeg ved morgenbordet at jeg havde glemt noget på vores værelse, jeg ville lige løbe op og hente det, inden vi skulle gå.

Jeg trykkede på elevatorknappen. Elevatoren standsede og døren gik op. Indenfor stod en perfektklædttjener i sort-hvidt
med morgenkomplet i bøjet venstre arm og med alle femfingre udspilede under "sølv"bakken.

Jeg stiger ind - han ser på mig - trykker så på 2. sal. Vi er for opadgående. Han træder et skridt frem imod mig, lægger sin højre arm fast omkring mig drager mig indtil sig - og gi'r mig et kys. 2.sal. Elevatoren standser, jeg går ud, og han fortsætter
turen op, stadig stående med morgenbakken med kaffe, juice og ristet brød.


Først sekunder efter gårdet op for mig, hvad jeg har oplevet.

Et sådant kys opleverman kun én gang.

Det er en sommer søndag. Sarah på fem måneder er på besøg. Den kærlige mor skåner nænsomt den lille barnekrop mod både sol og skygge. Fortæller os om faren for hudkræft.
Det bliver for meget.

Som en
furie rejser jeg mig fra stolen og halvvejs oppe mod havedøren vende jeg mig om - ser med et skarpt blik ned på familiens unge sønner på 16 og 19. "Man passer så godt på dem, når de er små, og når så de bliver voksne, ryger, drikker og boller de"!, - for det ud af mig.

Sekunders lettelse føles i min krop - kompensationen for nætterne, hvor klokken slog både tre og fire. I det samme føler jeg skammen stige op i mig - tænk, at jeg kunne sige sådan, jeg som er barn af  kvindebevægelsen. Jeg havde altid svoret, at sådan ville jeg ikke blive.
Jeg har optrådt som en latterlig kliche på en rnidaldrende kvinde.

Jeg går ud i køkkenet, skyller persillen, fylder mørbraden og snører den med det hvide bomuldsgarn, som kvinder i generationer før mig har gjort det. Vandet står i mine øjne.

Jeg hører skridt fra havedøren. Ikke de lette, plaskende, utålmodige, bare barnefødder, men drengens hurtige, gazelleagtige skridt - De standser bag mig og min krop indesluttes af lange slanke arme, der krydses os over mit bryst - hænder der griber om mine albuer, Jeg mærker den skæggede kind mod min og jeg føler et kærligt, forstående kys på kinden.

Armene slipper deres greb - jeg hører en ung mands beslutsomme skridt forsvinde ud af mit køkken -
jeg er tilgivet.

Hvor er det dejligt, at sådanne kys findes. Disse og tusinde andre kys gemmer jeg i min sjæle indre i en lille skuffe hvorpå der står "kys".

Grethe Medegaard, i Politiken 1960
Tegning: Jørgen Saabye