Stenlille Realskole - Årgang 1960

57 år efter

Vor gamle engelsk- og historielærer
Johs. Hainau Christensen
havde denne novelle i den hedengang-ne avis "Dagens Nyheder". søndag d. 24. april 1960.
Tegning af Quist.

55 år efter

50 år efter

40 år efter

25 år efter

Gamle billeder

Hønsefødder...

Tre kys

Skolens historie

Hønsefødder og Texas' Rose

     Mit pædagogiske virke begyndte på bedst mulig måde som løs vikar ved Københavns kommunes skolevæsen. Løs vikar udlægges fagligt som ikke kvalificeret, end ikke begreber som mag. art. eller embedseksamen berettiger til betegnelsen kvalificeret.
     Dette blev i en rolig, nedladende og venlig tone meddelt mig af en ældre, kvindelig skoleinspektør, som i sine unge år havde deltaget i stormen på Amalienborg og været med til at vælte linie 16, hvilket førte til, at hun blev medlem af Folketinget. Jeg slog øjnene ned over for så megen autoritet og svarede forlegent på hendes skarpe spørgsmaal om min sociale oprindelse og tidligere virke. Jo..  jeg have opgivet en osteforretning i den indre by i en moden alder for helt at følge mit pædagogiske kald.
     "De får 2. klasse, det er lutter drenge, de er vant til den progressive pædagogik, deres klasselærer er færing, republikaner og løsrivelsesmand, det vil De mærke. Vær saa god, det ringer nu . ."
     Med store forventninger nærmede jeg mig 2. klasse på den store skole. Mit minespil vekslede, først antog jeg Cæsars mine, da han, på trods at alle spådomme, alligevel gik til Senatet, så skiftede jeg om og prøvede at ligne Ib Schønberg i en af hans første roller som panserbasse, men efterhaanden som jeg kom nærmere til klasseværelset, sank min selvtillid og jeg lignede Sancho Panscha efter den store flyvetur omkring solen.
     Klassens 42 drenge så tilsyneladende ganske uinteresseret på min person og fortsatte deres gøremål. To drenge, Knivstikkeren. og Røde Kalle var midt i en dyst om fire flødekarameller. De havde dyppet deres fingre i blækhusene og nu gjaldt det om at sætte så mange fingeraftryk på den anden, helst i ansigtet, som vel muligt. Klassen gav saglige tilråb i et sprog, som ville få selv slangeksperter til at rødme. Til sidst spændte en tredie dreng ben for "Røde Kalle" og "Knivstikkeren" faldt over ham og forvandlede hans ansigt til et fjæs, som nok kunne indgyde selv forhærdede cowboys fra den mørke asfalt frygt.
     Flere gange havde jeg rømmet mig, men ingen bemærkede det. Da kampen var til ende, gik drengene til deres pladser og begyndte at drøfte den forestaaende svenskekamp, - det var mest de fiduser, der blev anvendt ved billetsalget, som blev underkastet en saglig analyse. En lille, tætbygget fyr rejste sig fra sin plads, gik forbi katedret og sagde let henkastet til mig. "Du, jeg går lige ned og tisser.."
     Jeg var helt slået ud, alle de pædagogiske vejledninger, jeg havde gennemgået og skrevet lange stile om, faldt til jorden, jeg så på drengen og sagde, idet jeg holdt mig for næsen "OK" og begyndte at blade i nogle bøger.
     Der stod religion på skemaet, det opgav jeg fuldstændig ved tanken om den færingske løsrivelsesrepublikaners udlægning af den luthersk-augsburgske trosbekendelse tilpasset forholdene på en københavnsk kommuneskole. Jeg så på klassen, det var 42 små mennesker, præget af deres miljø, det vilde Vesten på Vesterbro.
     Uden at hæve stemmen særlig højt sagde jeg: "Har I nogensinde hørt om krigselefanter"? En af drengene, hvis indflydelse var stor, da hans far var styrmand på en af sporvejenes nye strømliniede vogne, slog sidemanden på skulderen og brølede. Det lyder . . . . godt. De fæle skældsord overhørte jeg. Der blev nogen ro og mange kritiske øjne rettedes mod mig. "Hvor er farvekridtet?" spurgte jeg bydende. To drenge sprang straks frem og fandt æsken med farvekridt. Bevæbnet hermed gik jeg i gangmed at fremmane en vældig krigselefant, som trampede på en halv snes faldne fjender. Snablen var løftet og de mægtigeStødtænder overdimensioneret. de små øjne blev gjort grønne og de sejrende krigere malet i rødt. Der blev tavshed, da jeg vendte mig, sad drengene stille og så på mig, nogle nikkede. Det betød: Vær saa god, du kan godt begynde.
     Jeg begyndte med at sammenblande Hannibal, Hamilkar og Hakon Jarls ofring af sin søn under slaget mod jomsvikingerne. Det var en god indledning, der blev fuldstændig stille. Vi ofrede til tyren og fulgte kniven, som overskar struben, medens blodet sprøjtede på den ti-årige Hannibal, som svor hævn over romerne, medens gribbene fløj skrigende hen over det sælsomme scenei  og de afrikanske elitetropper tavse iagttog deres kommende anfører.
     Vi fortsatte med undertvingelsen af de iberiske stammer, fandt vældige mængder af guld og nåede til marchen over Alperne, da det ringede. Drengene rejste sig og "Røde Kalle" sendte mig et venligt blik og sagde højt, idet hansaa sig om: "Du må godt fortsætte i næste time" Således vandt jeg l fællig med Hannibal krigselefanterne og de vege, ro-merske hærførere min første pædagogiske sejr, og da tiden for mit vikariat var udløbet, lå der en pakke med 10 stk. cigaretter på katederet og en seddel, hvorpaa der stod:
     "Ry or rais or ha'et got, 2.a" Drengene stod pænt og var tavse, da jeg trådte ind. Det var lykkedes mig, når de skulle i gården, at få dem til at sige: "Hr. lærer, jeg beder om tilladelse til at aftræde på naturens vegne",sådan sagde man ved pansertropperne, forklarede jeg oplysende, og det virkede efter sin hensigt.
     Efter en meget spændende tid blandt storbyens børn, lærte jeg så meget om underholdning, opdragelse, forståelse og erkendelse af egen begrænsning, at jeg vovede at tage eksamenil praktisk pædagogik og derefter kunne jeg søge stilling, hvor jeg ville.
     Gennem opslag i fagbladet fandt jeg frem til en lille realskole godt skjult i det bakkede, sjællandske landskab, langt fra alfarvej, hovedveje, auto-baner m.m. Skolen lignede et torneroslot og var helt dækket af ved-bend og klatreroser og fra vinduerne øjnede man de store skove velholdte marker og pyntelige bøndergårde. Skolebestyrerens kone bød mig velkommen og skænkede stærk, sort kaffe, medens en stor schæferhund og tre rødstribede katte behersket iagttog mig på afstand.
    Fruen var en høj, kraftigt bygget dame med et åbent og venligt ansigt. Hendes hår var flammende rødt og mindede om de malerier, jeg havde set af irske, kvindelige rebeller i kamp mod englænderne, men stemmen var munter og præget af det søndenfjeldske. På min naturlige forespørgsel, om hun var norsk, lo hun højt og slog sig på lårene,så kattene blev forargede og hunden knurrede sagte: "Jo, ser De min mand var oppe på fjeldet og botanisere, så traf han mig.. ha, ha, ha, og så giftede jeg mig med ham.. ha, ha.. tag lidt mere kaffe, det styrker og klarer tanken.." Ude på idrætspladsen var chefen i færd med at slå græs.
     Han var høj og slank og lignede en engelsk oberst fra Boer-krigens dage. På hovedet havde han en rigtig tropehjelm, en pensioneret uniformsjakke uden distinktioner mindede om svundne dage i Dansk Vestindien og et par lange, hvide benklæder med pressefolder røbede sans for orden og pyntelighed. Han kørte en motoriseret græsslåmaskine med samme alvor og iver, med hvilken Montgomery's ørkenrotter kørte gennem den Libyske Ørken med deres panservogne. En flok langbenede pigebørn, som spillede håndbold, forsøgte ikke uden held at få skudt tropehjelmmen af chefen, som nok protesterede, men dog ikke så alvorligt, at det kunne skjules, at han fandt behag i denne særlige interesse fra de slanke, solbrændte pigers side.
     Hans speciale var fysik og kemi. Paa hans skrivebord stod et billede af Niels Bohr med signatur. Han fortalte ofte og altid med samme alvor, at han engang havde drøftet faglige problemer med professoren, og samtalen havde varet i en halv time, senere var Einstein kommet på besøg, og det havde varet en hel time, så var alle klare over det rette forhold mellem Niels Bohr,chefen og Einstein, samt de herrers syn på fysikkens gåder og perspektiver. Børnene gik altid med alvor og fasthed til timernel fysik, her fornemmede de lidt af teknikens hemmelighedsfulde væsen.
     En ældre sognepræst fra et nærliggende sogn underviste i tysk og fransk og behandlede mig yderst venligt, selvom jeg kritiserede den gejstlige stands mangel på indbyrdes tugt, når dens medlemmer kivedes om store og små problemer. Han sagde med blød stemme: "Skal vi ikke bytte lokale i næste time"? Jeg svarede: "Ja" og fik et venligt nik af højærværdigheden. Jeg havde engelsk med realklassen og genfortalte "De 39 trin" i det breitlandske tungernål for at øve deres evne til at opfatte sproget. Imidlertid begyndte der at sive en mærkelig lugt ind i lokalet og efterhaanden begyndte de fleste at hoste og nyse. Vinduerne blev lukket op, men den mærkelige lugt blev kraftigere og kraftigere. Det viste sig, at chefen havde kemiforsøg i lokalet ved siden af og fremstillingen af ildelugtende stoffer indgik som et led i undervisningen. Børnene var vant til oplevelsen og tog det som et nødvendigt tillæg på vejen mod større forstaaelse af kemiens gåder. Da timen var forbi, mødte jeg præsten, som med blød stemmeføring spurgte: "Naah.. gik det godt"?
     Til trods for chefens krigerske ydre, herskede der ingen, eller næsten ingen disciplin på skolen. Eleverne var uden opsigt i frikvartererne og gik i småflokke ind i lokalerne, når en af dem havde forkyndt timens begyndelse ved at slå på en gammel klokke, som engang havde kaldt landstormen til kamp mod englænderne. Det var mig umuligt at få dem til at sige hr., de kaldte både chefen og kollegerne ved deres efternavne og deres bløde, sjællandske udtale af det danske sprog dæmpede min første harme og gjorde det klart for mig, at her gjaldt kun det reelle, manden selv.
     Lydisolering var noget, man endnu kun praktisereed i de nyopførte centralskoler. l den følgende time behandlede vi den nordamerikanske borgerkrig. Imidlertid gik hele stemningen fløjten, thi hver gang jeg fik fremmanet de sejrende yankeer og de fejge sydstatsmænd, lød violinens sprøde toner fra det andet lokale. Chefen behandlede sin violin med samme elegance som en adelsmand sin kårde. Det var gamle travere såsom "Hønsefødder og gulerødder", "Ja, vi elsker dette landet" og "På Vossevangen, der vil jeg bo!. . .
     Jeg klagede min nød og fremhævede, at mit spanske temperament på længere sigt absolut ikke stod for en sådan dualisme. Chefen fnyste let og sagde: "Spanierne er dovne og ugidelige, men vi kan godt koordinere vort arbejde", hvorefter han begyndteat lære eleverne Texas-rytteriets kampsang, "Texas gule Rose" og "Bring the good, old bugle, boys". Det hjalp på sagen, og vi fortsatte fejden mellem Nord- og Sydstaterne, til klokken ringede.
     "De talte nedsættende om spanierne og hævdede, at de var dovne. Ved De ikke, at regimentet Andalusia marcherede eller rettere løb over Fyn paa én dag i sommeren 1808?" ! Jo," sagde chefen, de efterlod sig også mange børn på de steder, hvor de var indkvarteret". Hans kone blandede sig i samtalen: "Kære Ivar, du må da kunne indse, at de flotte, spanske soldater med mørkebrune øjne, snoede overskæg og fyrige    temperament måtte virke sådan på de fynske piger, hvis ordsprog i sig selv er meget letsindigt. . " Her sluttede samtalen.
     Den årlige skolekomedie blev lagt på det historiske plan. Palle Lauring   havde lige rystet den danske offentlighed med sit vældige værk: "Danmarks Haab og Horn", i hvilket det lykkedes ham at faa ombragt næsten samtlige Damarks konger cved ritualmord
     Vi valgte Erik Klippings sørgelige endeligt i Finnerup Lade, men ud fra Laurings teorier. Kongen var helten eller ofret og syv skikkelige drenge, sønner af fredelige husmænd, som var modstandere af dødsstraffen, blev udset til offerdrabets gerningsmænd. Der var dødsstille i det gamle forsamlingshus den aften, vi opførte skuespillet. Pigerne havde syet maleriske dragter i papir og ægte kalveblod fra andelsslagteriet sprøjtede realistisk på scenen, og kongens offerskrig lød ud gennem natten, medens de maskerede munkekutteklædte drabsmænd gennemborede hans legeme med deres skarpe træsværd. To islandske heste, venligt udlånt af lokalredaktøren af "Folketidende", forhøjede den realistiske virkning, idet de vrinskede højt under dramaets udførelse.
     Flere af de mindreårige børn besvimede og måtte'bæres ud og vækkes til live ved mængder af rød sodavand og friskbagte wienerbasser. Den næste søndag modtog vi en ærefuld indbydelse til at opføre vort drama for den lokale afdeling af  Venstres Ungdom.
     Imidlertid havde præsten, som underviste på skolen, lagt onde planer. Han var leder af det hemmelige georgeistiske selskab: "Månelysets Brødre", som i fuld alvor arbejdede med muligheden af at inddrage al grundskyld paa månen til fordel for den Sjællandske Bøndestands Sparekasse.
     Tillige var han modstander af Venstre, Moralsk Oprustning, Jehovas Vidner og Hjemmeværnet. I fællig med skolens magister i zoologi og geografi almindeligvis kaldet "Skelettet" havde . . . (2 linier tekst ødelagt)  . . . naet om kong Eriks skæbne.
     Han havde brugt tarvelige bestikkelsesmidler, saasom tyggegummi, negerkys m.m., så jeg var ganske uvidende om anslaget på vor skoles neutrale holdning i politiske spørgsmaal. Katastrofen indtraf under drabet på Erik Klipping. Da de syv munke-kutte-klædte radikale husmandssønner trådte ind l laden, efter at den lumske Rane Jonson havde fægtet på skrørnt, sagde de en for en med høj og metallisk røst: "Død over dig, kong Erik, som skammeligt bragte
Torkild Livrem og Axel Kummeklinker til magt og ære og myrdede Sorte Knud på stimandsvis. ."
     Venstrepressens lokalredaktør, som var midt i løsningen af en kryds og tværsords opgave, vågnede op til dåd og blev ligbleg. Han styrtede ud til telefonen og meddelte ophidset sin redaktion, hvad der var sket. Chefredaktøren tog sagen humoristisk og inviterede de syv drabsmænd til det kommende Venstre-møde, hvor "Kong Erik" (Erik Eriksen) skulle tale. Vi lejede et rugbrød  og kørte ugerningsmændene til mødet.
Efter talen, og før det fælles kaffebord, tog vi opstilling på række og geled og drengene bad værdigt om tilgivelse, de fik den og pia væIgerforeningens regning trøstede de sig i det gode hjemmebagte brød, som Venstres kvinder i stærk tro og god mening havde taget med til mødet. Da venstrehøvdingen gik bort, smilede han let til os og sagde: "Næste gang, bør I vælge kong Hans!"