har oplevet.

Et sådant kys opleverman kun én gang.

Det er en sommer søndag. Sarah på fem måneder er på besøg. Den kærlige mor skåner nænsomt den lille barnekrop mod både sol og skygge. Fortæller os om faren for hudkræft. Det bliver for meget.

Som en furie rejser jeg mig fra stolen og halvvejs oppe mod havedøren vende jeg mig om - ser med et skarpt blik ned på familiens unge sønner på 16 og 19. "Man passer så godt på dem, når de er små, og når så de bliver voksne, ryger, drikker og boller de"!, - for det ud af mig.

Sekunders lettelse føles i min krop - kompensationen for nætterne, hvor klokken slog både tre og fire. I det samme føler jeg skammen stige op i mig - tænk, at jeg kunne sige sådan, jeg som er barn af  kvindebevægelsen. Jeg havde altid svoret, at sådan ville jeg ikke blive.
Jeg har optrådt som en latterlig kliche på en rnidaldrende kvinde.

Jeg går ud i køkkenet, skyller persillen, fylder mørbraden og snører den med det hvide bomuldsgarn, som kvinder i generationer før mig har gjort det. Vandet står i mine øjne.

Jeg hører skridt fra havedøren. Ikke de lette, plaskende, utålmodige, bare barnefødder, men drengens hurtige, gazelleagtige skridt - De standser bag mig og min krop indesluttes af lange slanke arme, der krydses os over mit bryst - hænder der griber om mine albuer, Jeg mærker den skæggede kind mod min og jeg føler et kærligt, forstående kys på kinden.

Armene slipper deres greb - jeg hører en ung mands beslutsomme skridt forsvinde ud af mit køkken - jeg er tilgivet.

Hvor er det dejligt, at sådanne kys findes. Disse og tusinde andre kys gemmer jeg i min sjæle indre i en lille skuffe hvorpå der står "kys".

Grethe Medegaard, i Politiken 1960
Tegning: Jørgen Saabye